Jeg vågnede kl. 14 af vækkeuret, efter at have været på arbejde som bartender til kl. 6 om morgenen. Jeg havde haft propper i det venstre øre hele aftenen, hvilket undrede mig lidt og jeg kunne ikke rigtig trykudligne. Denne fredag vågnede jeg med ondt i øret og propper, som kun var blevet værre.
Efter at have arbejdet i høreapparatbranchen i nogle år ved jeg, at man så absolut ikke må rengøre sine ører med vatpinde, men når jeg nu heller ikke kunne trykudligne, for at fjerne propperne, så gik jeg i gang med et ‘hjemmeskyl’. Man kan på apoteket købe noget, som hedder Remo-wax – det blødgør ørevoksen i øret og så kan man derefter skylle det ud med lunkent vand ved hjælp af en øresprøjte. Lige lidt hjalp mit skyl og mine smerter i øret blev værre og værre og nu mærkede jeg også ømhed i kæben og ned i venstre side af halsen.
Klokken 20.30 blev det for meget og jeg fik en tid på akutklinikken. Kort tid før jeg cyklede afsted, gjorde det pludselig ret ondt og da jeg nåede til klinikken, var mit øre begyndt at væske. Der var ingen tvivl, sagde lægen, jeg havde mellemørebetændelse og en sprængt trommehinde! Aha – det var dét, som gjorde så ondt!
Jeg har aldrig været ørebarn og har aldrig haft mellemørebetændelse før, så jeg kendte ikke til de tidlige symptomer.
Jeg startede med det samme med penicillinkur og forventede, at jeg i løbet af et par dage ville mærke en klar forskel både i ømhed og i lyd. Når man har halsbetændelse og starter penicillin, har man det mærkbart anderledes allerede efter et par dage. Det er desværre ikke det samme, der sker, når man springer trommehinden! Det gode ved at trommehinden springer er, at nu kan betændelsen komme ud og helingsprocessen kan begynde. Den noget mere negative side af sagen er, at jeg stort set var døv på mit venstre øre. Nu skulle der starte en periode, hvor jeg konstant havde det, som var jeg i en osteklokke på det ene øre og når jeg sad eller lagde mig ned, begyndte en susen i øret.
Men det skulle ikke slå mig ud! Som 30 årig uden børn og mand skulle jeg da alligevel ud med vennerne dagen efter. Allerede efter jeg var kommet ind af døren på baren, følte jeg mig helt udenfor. Jeg kunne ikke høre, hvad mine venner talte om og musikken, der spillede i baggrunden, gjorde det kun sværere for mig at fokusere på mine venners samtaler. Jeg gav ret hurtigt op og fandt mig hurtigt sidde og kigge ud i rummet og blot smile til folk. Jeg har tit set min morfar sidde på præcis samme måde til familiekomsammener. Han er én af dem, som har en hørenedsættelse, men som ikke er så god til at bruge sine høreapparater.
Nu sad jeg dér og fik en fornemmelse af, hvordan det føltes at være social med en hørenedsættelse. Efter nogle timer var min energi opbrugt og jeg kunne ikke komme hurtigt nok væk og hjem i roen.
Nu er der gået to uger, siden jeg fik hul i trommehinden og lyden er begyndt at komme mere og mere tilbage. Mit øre suser stadig lidt og jeg må trykudligne flere gange om dagen for ikke at føle osteklokke-fornemmelsen konstant. Jeg ved, at min trommehinde vil reparere sig selv i løbet af den næste måned og jeg vil få min lyd tilbage igen, men jeg har fået en helt ny indsigt i, hvordan det føles at have en hørenedsættelse og nu mere end nogensinde ved jeg, at hvis/når dagen kommer, hvor min hørelse bliver kronisk nedsat, så vil jeg absolut ikke tøve med at få høreapparater, for sikke man bliver afskærmet fra omverdenen.